top

 

HVORFOR SKAL JEG

REGISTRERE MIN BÅD?

Der er store fordele forbundet med registrering af din båd. Bådens data og kendetegn bliver sikret én gang for alle og båden får en kendt historik. Hvis din båd er registreret. er der betydelig større chance for, at båden hurtigt bliver fundet, hvis den bliver stjålet


 

En registreret båd er langt mindre interessant for tyve. Nummerskiltene viser tyven, at alle bådens unikke numre er noteret, både de umiddelbart synlige og de skjulte. Det nytter derfor ikke noget at fjerne eller ændre  skrognummeret på en registreret båd, for når Bådbogen er i besiddelse af bådens øvrige ID mærker, er det en smal sag at fastslå bådens identitet. 

Hvis båden findes drivende, hvis fortøjningerne er i uorden, hvis båden bliver påsejlet i havnen eller transporteres under mistænkelige forhold, er det såre simpelt for politi, havnefoged eller anden myndighed at finde den registrerede ejer; det kræver kun et telefonopkald eller en SMS.

Når båden skal forsikres, kan alle stamdata hentes på Bådbogen. Det er ikke nødvendigt at skrabe  bundmaling væk og kravle rundt i motorrummet for at finde motor-, transomplade-, skrog- og drevnumre; det hele fremgår af registreringsattesten.

Hvis båden alligevel bliver stjålet, kan den omgående efterlyses med korrekte numre og gode fotos.

Når båden en dag skal sælges, vil en båd med kendt historik naturligvis have en højere gensalgsværdi end en båd af ukendt herkomst, særligt hvis båden er registreret i klasse A.

Både registreres på 3 niveauer, klasse A, B eller C.


Klasse A

Båden har været registreret uafbrudt, siden den var ny. Registreringen er foretaget på baggrund af den originale slutseddel og bådens konformitetsdokument. Ejerkæden er kendt og der er sikkerhed for bådens identitet. En A-registrering kan danne grundlag for finansiering og forsikring.


Klasse B

Båden har ikke været registreret uafbrudt, siden den var ny, men bådens ID numre er blevet visuelt kontrolleret og fundet korrekte og uforfalskede. Der er ingen sikkerhed for, at båden ikke er eller har været stjålet. Der er til gengæld god sikkerhed for bådens identitet, årgang mv. Registreringen foretages på baggrund af ejerdokumentation samt fotos af båd og ID numre, evt. suppleret med databaseopslag. En B-registrering kan næppe i sig selv danne grundlag for finansiering, men vil normalt være tilstrækkeligt til, at båden kan forsikres.


Klasse C

Båden har ikke været registreret, siden den var ny. Båden vil typisk være fra før 16. juni 1998, hvor der ikke var særlige krav til skrognumre. Båden og ejerforholdet kan imidlertid godt registreres under forudsætning af, at båden har en unik identitet. Registreringen foretages på baggrund af ejerdokumentation samt fotos af båd og ID numre, evt. suppleret med databaseopslag.

De fleste forsikringsselskaber afviser at forsikre både, som ikke har et skrognummer. Bådbogen kan i visse tilfælde udstede erstatningsskrognumre, så disse både kan identificeres og dermed også forsikres. Se fanebladet "Bestil erstatningsskrognummer".


En registrering i klasse A har naturligvis størst værdi, men fælles for alle registreringsklasser er, at båden har en kendt og unik identitet, at båden er forsynet med nummerskilte, at den registrerede ejer altid kan findes og at båden kan efterlyses omgående.

Registrér din båd

Få nummerskilte og en registreringsattest

Bådbogen samler relevant dokumentation om bådejer, båd og motor, så informationerne altid er tilgængelige, hvis båden fx skal efterlyses eller hvis den findes drivende eller efterladt.

Bådbogen udsteder et sæt nummerskilte og en registreringsattest.